Google Chromecast er trådløs streaming af billedet på din computer til dit TV. Lidt ligesom et HDMI kabel, men bare trådløst. Og så kører det over internettet, så det også fungerer selvom du ikke er på et lokalt netværk. Den store nyhed er at Google Chromecast snart rammer det danske marked.

“Du har en telefon, tablet eller computer, men vil gerne have filmen eller serien op på stuealteret med den store skærm.

Men hvordan befrier man lige billedet fra de små skærme? Det har Google en løsning på.

Den lille dims hedder Chromecast, og ligner mest af alt en USB-nøgle, som man stikker i fjernsynets HDMI-indgang. Den blev lanceret i USA sidste år og rammer i dag det danske marked.

Sådan fungerer Chromecast

Chromecast sættes op via en mobil-app. Både Chromecast og mobilen skal være på det samme WiFi-netværk.

Herefter kan du trådløst sende indhold fra eksempelvis Netflix og YouTube fra din Android, iPhone eller tablet direkte over til TV’et.

Du kan også sende indhold fra Googles Chrome-browser på PC og Mac som spejler det du ser i browseren på computeren. For at det virker skal man installere den gratis udvidelse Google Cast.

Google frigav for halvanden måneds tid siden et såkaldt SDK (Software Developer Kit) som gør det muligt for udviklere at tilføje Chromecast-funktionalitet til deres apps, så det forventes at antallet af apps der kan sende video og musikindhold til den lille dims vil stige markant.

Flere andre lignende løsninger

Google er ikke de første med en løsning på problemet med at streame indhold over til TV’et.

Eksempelvis har Apple i flere år haft deres ‘Apple TV’ på gaden, som i grove træk gør det samme, men som altid med Apple, så virker den kun med Apples egne dimser.

Også et dansk firma vil snart gøre deres entré på dette marked.

Læs også Unge danskere scorer trådløse skærm-millioner

Firmaet hedder Airtame og lancerede i slutningen af sidste år en succesfuld crowdfunding-kampagne, hvor de samlede næsten 7 millioner ind til at lancere deres HDMI-nøgle, som kan befri billedet fra din PC eller Mac.

Til en start understøtter Airtame dog ikke smartphones og tablets, men til gengæld kan den spejle al indholdet på din computer uanset styresystem eller hvilket program du er i.

Den danske løsning koster godt 550 kroner, og forventes at kunne blive leveret i juli måned.

Google er i offensiven

Google går iøvrigt virkelig til den i disse dage.

Foruden Chromecasts entré på det danske marked, så har de netop også lanceret Android Wear, som er en udgave af Android-styresystemet som er beregenet til ‘wearable devices’, altså gadgets båret på kroppen såsom ure, briller, armbånd og hvad udviklerne ellers kan komme op med af dimser vi kan putte på os.

I går tilføjede Google også muligheden for at leje og købe film i deres danske Play Butik, og det falder jo påfaldende belejligt som partner til den lille Chromecast. Den lille HDMI-nøgle koster 270 kroner.” skriver http://dr.dk.

Chromecast kan købes her direkte fra Google: http://www.google.com/intl/da/chrome/devices/chromecast/

Kilde: http://www.dr.dk/Nyheder/Viden/Tech/2014/03/19/120532.htm